Metoder
Her vil jeg forsøge at beskrive nogle af principperne for min psykologiske praksis. Det kan måske være med til at give dig et indtryk af, om jeg er den rette for dig. Samtidig er det velkendt , at ikke kun metoder men også den personlige relation mellem terapeut og klient er afgørende for at få det bedste udbytte af terapi. Derfor vil jeg altid anbefale at starte med en uforpligtende samtale for at du kan se, om ”kemien passer”.
Overordnet er principperne for min psykologiske praksis, at:
· Jeg forsøger at yde den støtte, som klienten oplever er en hjælp. Dvs. jeg vil tilbagevendende afklare, om klienten oplever forandring og bedring.
· Jeg føler et ansvar for at yde forældre og børn en ordentlig, fagligt velbegrundet og brugbar hjælp.
· Jeg anlægger et alment udviklingspsykologisk perspektiv på de problemer, familien kommer med. Dvs. jeg vurderer børns vanskeligheder udfra betragtninger om almindelig udvikling, og hvor netop dette barn sandsynligvis er blevet forstyrret i sin udvikling, eller udviser en ”skæv” udvikling. Det er dermed min grundantagelse, at også børn med vanskeligheder er mere og andet end f.eks. det en diagnose beskriver.
· Jeg er inspireret af relationsbaserede tankegange indenfor udviklingspsykologien. Jeg anerkender, at relationer til andre indvirker på vores trivsel og udvikling. Udover at vurdere børn med de forudsætninger de kommer med, har jeg således fokus på de samspil, som barnet indgår i.
På denne baggrund arbejder jeg lidt mere konkret i min praksis på følgende vis:
I terapi med børn og unge tager jeg udgangspunkt i det enkelte barn. Dvs. jeg tilrettelægger min metode afhængig af det indtryk, jeg selv får eller forældrene giver mig af barnet. En konsultation hos mig kan bestå af såvel samtale som leg. Børn har et andet ”sprog” end voksne. Ting som barnet endnu ikke har forståelse eller sprog for kan få sine udtryk ad mange andre kanaler: barnets adfærd, trivsel og leg. I klinikken arbejdes med at give barnet mulighed for at udtrykke sig i en ramme, som giver voksne mulighed for at forstå.
Jeg tager i terapien med børn og unge altid udgangspunkt i det, som barnet eller den unge selv oplever er et problem. Jeg anvender ofte en løsningsfokuseret tilgang. Børn forsøger sig frem, når der er noget, der ikke virker. Ved at bistå med flere ideer til konkrete løsninger, der prøves af, får barnet eller den unge erfaringer med at håndtere svære situationer.
Det er samtidig min erfaring, at forældre eller andre nære omsorgspersoner er børns vigtigste samarbejdspartnere. Ganske ofte opstår nye løsninger, når forældre og børn trækker i samme retning. Et forløb tilrettelægges derfor ofte med samtaler, hvor både børn og forældre deltager. Det kan også være tilstrækkeligt for forældre at komme alene for at få inspiration og rådgivning. Unge vil indimellem foretrække at komme alene.
Når familier kommer, fordi de er i en belastende situation, vil det ofte være således, at jeg vil forsøge at samarbejde med familien om at italesætte de svære forhold overfor barnet eller børnene. Forældre forsøger at beskytte deres børn fra svære situationer – men ofte kan den bedste beskyttelse være at italesætte de belastninger, som familien lever under, og på denne vis giver barnet mulighed for at dele de tanker og følelser barnet oplever i den forbindelse.
Nogle gange har et barn eller en ung vanskeligheder, som det kan være vigtigt at afdække for at blive i stand til at hjælpe barnet eller den unge videre på vej. Når jeg foretager en børnepsykologisk undersøgelse, anvender jeg et bredt udvalg af tests og redskaber. Dette med henblik på at få et billede af, hvordan barnet eller den unge fungerer på et bredt udsnit af områder sammenlignet med andre børn eller unge på samme alder. Jeg kan om ønskeligt udfærdige en erklæring om det pågældende barns vanskeligheder og behov. Jeg vil også altid afsøge det enkelte barn eller unges stærke sider. Motivation og glædesfyldt samvær er altid den bedste måde at skabe forandring på. Ingen drives videre af kun at arbejde med det, man er allerdårligst til.
I arbejde med tilknytningsproblemer mellem børn og voksne herunder adoptions- og plejefamilier vil et forløb starte med at få et billede af, hvilken type af kontaktmønster som er etableret mellem barnet og den voksne. Dernæst arbejdes med den voksne og en forståelse af, hvad der kan hjælpe netop disse forældre og dette barn videre sammen. Det er også muligt at inddrage barn og forælder i et forløb, hvor der igennem samspilsbaseret leg arbejdes mere direkte med kontakten. I dette arbejde er jeg inspireret af metoder baseret på et behandlingssystem kaldet ”Theraplay”. Jeg er i gang med at blive certificeret i ”Theraplay” og tilbyder derfor sådanne forløb til en reduceret pris.
Det er ofte formålstjensligt at anvende video, når der arbejdes med forældre-barn samspil. Dette selvfølgelig altid kun efter aftale.
|